På døden kan man ihvertfald. Har fået regningen på min far’s bisættelse. Uanset, hvor sobert bedemanden end har været, må man konstatere, der er penge i de døde.
Men, spørgsmålet er egentlig om man kan sætte pris på livet? Her tænker jeg ikke på alle de ting som vi automatisk gør hver dag , men prisen på livet. Sætter du pris på, hver dag du slår øjnene op? Sætter du pris på det smil en fremmed sender dig, kærestens eller manden/kones forsøg på at lave mad? Sætter du pris på de små ting, der er nærmest latterlige at tænke på? Reden med de små musvitter på altanen overfor, solsorten, der med sin fløjten vækker dig alt for tidligt, hunden som begejsret springer op af dig og gør. Og så meget andet. Eller observerer du bare ubevidst uden at være – taknemmelig?
I dag er det 4 uger siden jeg havde den sidste snak med min far. Ihvertfald snak, hvor det var dialog og ikke mig, der bare talte. Hvor far fortalte mig mange ting om hvad, hvor, hvorfor. Han var klar for 4 uger siden. Havde overskud (i det omfang han kunne det) – til at glædes over livets cyklus, over de sidste venner, der heldigvis nåede at besøge ham – og træt lagde han sig til at sove, mæt ved 19 tiden.
Med regningen fra bisættelsen og beslægtede ydelser, fulgte alle dokumenterne som omgærder døden. Der var flere en jeg havde regnet med. Men, bedemanden holdt ved far’s båre en lille tale. Den var også vedlagt og den kommer her.:
“Døden er ikke noget
Jeg er bare gået ind i værelset ved siden af.
Jeg er mig og du er dig.
Kald mig ved det navn du plejede, tal til mig lige så ubesværet, som du altid gjorde.
Le som vi altid lo af de ting, som morede os begge.
Vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig.
Lad mit navn være lige så dagligdags som det var, lad det blive udtalt uden anspændelse, uden den mindste skygge over sig.
Livet har lige så meget betydning, som det altid har haft. Det er det samme, som det altid har været; der er ubrudt sammenhæng.
Hvorfor skal jeg være ude af sind, fordi jeg er ude af syne?
Jeg venter på dig, i mellemtiden, et eller andet sted lige i nærheden, lige rundt om hjørnet.
Alt er vel.“
Far, jeg ved du er i værelset ved siden af. Ind i mellem kommer du ind mens jeg sover – og jeg kan mærke din varme hånd på min kind. Jeg ler og smiler ved vores minder. Besøger de steder som vi havde sammen. Du vil aldrig være ude af sind. Men. Det bliver nu aldrig helt det samme.
Kære Peter
Jeg har fulgt med dig i din blog og har sendt dig mange tanker.
Jeg blev selv forældreløs for 3 1/2 år siden og kan trøste dig med at det bliver nemmere at leve med, men man glemmer dem aldrig.
Det første år var for mig det værste, så var vi ligesom kommet gennem alle mærkedagene og havde set at det gik.
Jeg snakker stadigvæk med mine forældre, specielt savnet dem meget i de 2 perioder hvor jeg har været meget syg .
Jeg beundrer dig for dig åbenhed omkring dine forældres død, noget som er tabu for mange stadigvæk desværre. Jeg kan se, at du bruger skriveriet til at komme igennem sorgen – supergodt at du kommer at med alle tankerne.
Stort kram fra mig
/Kirsten
Når man taler om at “sætte pris på” livet eller døden, må man jo konstatere, at uanset hvor man befinder sig, må man sige, at det er markedskrafterne, der styrer.Der, hvor den bliver “rigtig grim” er når følelser, fornemmelser,minder o.s.v. pludselig kan veksles til gangbar mønt.Jeg kan kun opfordre og udfordre til ydmyghed, ordentlighed, anstændighed og redelighed. For ellers kan det aller sidste (følelserne) veksles til en støvsuger, og jeg beklager, men det bliver i så fald uden mig.