Det er jo ikke nogen hemmelighed, at min søn er et skilsmissebarn. Ud over de almindelige ting omkring forskelle på opdragelse, meninger, præning etc, er jeg nået til den selverkendelse, at jeg har et problem.
Min eks-kone har fndet en ny kæreste (Gud Ske Tak og Lov) som er, tilsyneladende, er en rigtig god gut. (Skal jeg sige, da man jo aldrig ved, hvilken psykopat, der potentielt gemmer sig i mennesker). Nå, men heldigvis er han rigtig god for min søn og knægten er rigtig glad for ham. Det er jeg oprigtigt meget glad for! Det ER vigtigt for mig, at de mennesker som min knægt omgiver sig med, er nogen som holder af ham – og omvendt.
MEN. Når Felix fortæller at den “nye Peter” kan bære et hus, ryger jeg direkte tilbage til 1.st klasse i sandkassen og fortæller ham at: “far kan bære en hel by”. Når, det fortælles at den nye Peter har en racerbil, stormer man selvfølgelig som far ud – og anskaffer sig en, der er større. Og, så fremdeles.
Latterligt? Ja. Men, det beviser bare i min optik, at vi mænd fortsat ikke har rykket os væsenligt fra den gang vi tilbage i Stenalderen, rendt rundt – og sammenlignede køller (gør vi stadig – nu bare på herretoilettet).
Men, alt det er lige meget, når min søn står stolt og fortæller, hvordan han knapper sin pyjamasskjorte selv (nogenlunde lige).
Indtil næste gang, jeg hører om den nye Peter’s evner eller anskaffelser. Så ved jeg, at jeg på samme barnlige vis, vil spæne direkte ned i sandkassen og lege med.
Glædelig Påske til alle.
Er faktisk enig med dig. Det er de nære ting som gør det hele. Men, det forandrer ikke følelsen af, at jeg skal være med på “beatet”. Det er jo den følelse af, at der er en anden mand, som et eller andet sted er der, istedet for en selv, (stedfar) – som jeg ikke kan lade være med at konkurrere mod.
Men jeg VED også, at jeg er “far”. Ham, der er som du skriver – den eneste – den rigtige far. Eller. Lad os bare kalde det “Gud” 🙂
Det med papfar, stedfar eller hvad ved jeg, er jeg helt med på.
Så rørende enig og tak for din respons 🙂
Uha den kender jeg godt, men jeg er for længe siden kommet frem til den konklusion at jeg ikke kunne konkurrere på gadgets, økonomi, rejser osv. osv. alene af den årsag at ex-konens nye mand tilsyneladende er særdeles vellønnet, til gengæld har jeg fred og ro i hovedet over at jeg ved jeg har noget som kun jeg har… og som ikke kan købes eller tilkæmpes med racerbiler og den slags… jeg er den ægte far, den eneste far… og så længe det varer (før teenager alderen for alvor rammer) er jeg stort set min søns ide om en gud..Det eneste sted jeg måske er lidt barnlig er at jeg holder stædigt fast i at der ikke er noget der hedder papfar… det er mors mand eller jakob, der er kun en som kan bære titlen “far” og afarter deraf – og det er migDet har så iøvrigt vist sig at over tid så er ungen ligeglad med racerbiler og 60″ fladskærme, der er stadig intet der slår noget så lavteknologisk som en fisketur eller en tur på fodboldbanen med far, eller bare at hygge i sofaen med en film… de små nære ting vinder HVER gang