Rødgaards Blog

Jeg glæder mig. Glæder mig rigtig meget til 2012. Hvis 2012 viser sig på samme måde som 2011 (frataget visse elementer) så bliver det et sjovt år, hvor der sker masser af ting. Men nu er det ikke de private elementer, som jeg vil tage her – men det som vil berøre os alle sammen.

Danmark skal nemlig have EU formandskabet. Se, det glæder jeg mig til. Efter et efterår og vinter med en presse som har drejet sig meget omkring krise og Sydeuropa, ser jeg frem til, at aviser og andre medier fyldes med vores allesammens Helle’s håndtering af formandsskabet. Vi har allerede set lidt “guf” på vej; senest tankerne om, at cigaretterne skal gemmes væk, Villy’s udtalelser omkring det fortsatte Euro samarbejde og mere til. Se, det lægger altså en forventing om hos mig, at 2012 bliver året, hvor jeg skal klaske mig på lårene af grin. Jeg er sikker på, at regeringen vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at 2012 bliver et underholdende år.

Godt Nytår!

Med fare for, at alle mine medrygere, efter at have læst dette indlæg, vil udsætte mig for attentatforsøg eller stjæle mine cigaretter er stor – men jeg vover pelsen. For den nye regering har sat rammerne for en del af mine misbrug. Herunder cigaretter. Og, jeg må indrømme jeg slet, slet ikke er færdig med at grine. Som udgangspunkt ville skatter og afgifter ikke som sådan stige – men skulle udlignes af sænkning af skat på arbejde. Så langt så godt – og når det ikke kan “lade sig gøre” . må man finde på nogle nye argumenter. Fair nok. Sådan er livet.

Men, nu skal vi være sundere. Fedtafgift – afgifter på chokolade, slik, vin, øg og så cigaretterne. De stiger nemlig med 3.- per pakke. Og her, er det så jeg må slå mig på lårene af grin. For, det! er god spas. Tror regeringen virkelig, at vi rygere stopper med at ryge på grund af skide 3 kroner? Næh, du. Vi ryger bare videre – og så virker afgiften ikke – og så er det ikke en adfærdsregulerende afgift men netop, bare en afgift. En forøgelse af skat.

Nu er jeg jævnligt i Norge – og i Norge har de forstået det. En pakke smøger koster i omegnen af 80.- kroner – det kan mærkes. Der er ikke mange rygere i Norge. De æder tobakken istedet – for det er billigere. Og jeg vil hellere slå mig selv i hovedet med et rustent nedløbsrør end at betale så meget, for at slå mig selv ihjel – langsomt, for en pakke smøger. Så se, det er sq adfærdsregulering som batter.

Nuvel – der vil altid være en hardcore kreds som vil ryge disse – også selv om det så koster 500.- per pakke; men det giver jo bare en lille kreds af mennesker, som kan betragtes og behandles på lige fod med narkomaner – og så kommer der helt sikkert et krav om Fri Tobak og statsstøtte til den gruppe – og rygerum. Men, det er jo udgifter! – Så, tag nu for fanden og kald en spade for en spade. Kære regering. I vil jo bare have lidt af det, som der ligger i en minoritetgruppes lommer (den går vist kun fordi det er rygere og ikke en anden minoritetsgruppe….) og putte den et andet sted. Der ligger jo kraftfulde analyser og vurderinger af, hvor smertegrænsen ligger – inden folk handler uden for landet grænser med tabt provenue til følge, etc.

Nå – men så fik jeg det ud af systemet. Men, kære skatteminister, Thor Møger Petersen. Jeg har nyheder til dig. Jeg køber mine smøger i lufthavnen på vej til Norge – og egentlig allerhelst oppe i Norge. For mine rygeskillinger skal i sq ikke have fat i.

For ikke så lang tid siden havde jeg heldet til at tale mig ud af en bøde for at snakke i mobil under kørslen. Det skal siges jeg har automatgear og derfor har jeg ikke behov for en hånd til at skifte gear. Rimeligt synes jeg.

Ude at køre en dag, så jeg i spejlet et par i bilen bagved. De sad og snakkede på fuld udblæsning, kunne man tydeligt se. Den ene råbte tilsynesladende højt og diskussionen gik, mens vi med artige 50 km/t kørte gennem byen.

Her kommer det så. Hvorfor er det tilladt døve at samtale under kørsel, når jeg ikke må tale i mobil?

En af de ting som jeg bruger, nok, allermest tid på energimæssigt, er frygten for at miste. Miste mit job, kæreste, søn, venner, forældre, omdømme, ry, førlighed, helbred og meget andet.

Det “sjove” er vel, at der er tale om ting, der er udenfor min dækkevidde. Jeg HAR ingen indflydelse på det. Alligevel, fylder det meget i mit liv.

Jeg kan ikke gøre ved, at tiden og sygdom har taget først min ene mor og 3. januar min anden mor fra mig. Jeg kan ikke gøre ved, at jeg gennem tiden har mistet værdifulde venner (måske med afsæt i, at vores liv gik i forskellige retninger og vi ikke var istand til, at udvikle venskabet mere), mit ry er nogen steder temmelig blakket og jeg ryger nok for meget til, at man kan kalde mit helbred perfekt.

MEN. For jeg kan øve mig i, at gribe livet lige nu og her, nyde lyden af min søn, der leger, fuglene som kvidrer trods gråvejret, mulighederne som altid vil være der. Alt det, der er i nu’et.

Ind i mellem, kan jeg vågne om natten – og det hele er væk. Selvrealisme, bevidsthed til trods. Jeg ved, det er uden for påvirkning.

Livet er kort. Lev i nu’et – grib chancen og dagen.

Aldrig har mine tæer været så krummet, aldrig har jeg bogstavligt talt grint, så tårene trillede. På TV3 Puls, sender man et program, der handler om folk, der mener de er for lækre til kærligheden og derfor kan stille store krav til en potentiel kæreste.

Jeg vil springe den unge (iøvrigt kønne) “Dame” over, det samme vil jeg gøre med den homoseksuelle unge mand – måske lige smide en enkelt kommentar på “manden” som havde vundet en modelkonkurrence (respekt for det) men som mente at en (1) sang på et diskotek på Bornholm, gjorde ham til stjerne (iøvrigt i selskab med Hr. Sidney Lee og Hr Carlos – og ellers så gå direkte til min tidligere partifælle, som brugte god tid på, at prøve at finde en ny skjorte til hans kaffedate. Her sidder en ganske nydelig ung mand sammen med en smuk, smuk pige med dådyrsøjne og fugtige læber, der nærmest spiser ham med øjnene (hvorfor?) – og drengens problem er så, at hun arbejder hos “3”, ikke har lavet en karriereplan og ikke fatter politik……

Havde jeg i min vilde ungdom haft samme kriterier (eller bare nogen), ville jeg formentlig være jomfru endnu og havde misset en masse fantastiske oplevelser og mennesker.

Hvor er det at det går galt for deres forældre?For jeg håber da, at mennesket ikke fødes som et sådant “uhyre”. Har de rost dem for meget? Stillet for mange krav eller hvad fanden sker der? Jeg bliver jo helt bange for, at min uendelige kærlighed til min søn og alle mine roser vil skabe et lignende uhyre, som i en alder af 22 mener, at man skal finde det perfekte match? At “pakken” skal være 100% før man tager skridtet. (dobbeltbetydning). Hvor er det at tage en chance henne? Det KAN jo være at kvinden rent faktisk har en mening, andre kompenserende evner etc (eller kan udvikle den/dem) – men at sætte mange kriterier op er da ensbetydende med et liv som single. Er det så ikke smartere at melde: “Jeg vil være gammeljomfru?”

Men tak for et godt grin og at jeg nu kan passe mine gamle sko i str. 44.

Det er da vidunderligt at man i USA kan skabe en karriere som Cheerleader. På mange High Schools og universiteter er disse piger berømtheder og nogen man bare vil være venner med – på linie med filmstjerner m.m. Fantastisk. Faldet over dette link via Ekstra Bladet.

http://bleacherreport.com/articles/641813-ncaa-tournament-2011-power-ranking-the-sexiest-cheerleaders-of-the-sweet-16#page/38

Det gode for os mænd er, at vi formentlig vil se en hel del af dem i en pornofilm på nettet om maks 2 år. Men hey. De VAR jo stjerner i et kort sekund.

Dette er vel, med det veloverståede show på X-Faktor, igen en betragtning om den heltedyrkelse som nogen mener vi bør gøre. Men sorry. Jeg mener ikke man er hverken mere eller mindre sej fordi man har været i en avis, pornofilm, radio eller hvad du nu kan finde på. De seje mennesker er dem, der hver dag gør en forskel ved, at værne om deres kære, udøve barmhjertighed, forsigtighed og mådehold.

Men. Jeg nød synet og glæder mig til at se deres film…..

/P

Elsker at udtale Afrika på den gammeldags måde. Lækkert med et “A” som er et “A”. Nå, men tankerne her går omkring det som foregår et eller andet sted, hvor jeg var som 17’årig- med A. P Møller på “Peter Mærsk”. Iøvrigt et smukt tankskib med de smukkeste former.

Nå. Men en eller anden bør hjælpe mig med at forstå den nye krig vi har kastet os ud i. På et eller ander niveau forstår jeg både Afghanistan og Irak – men den med Libyen fatter jeg ikke helt. Min (kloge og smukke) kæreste spurgte til et billede i en af weekendens mange aviser: “Hvorfor bomber vi nu ham? Han står jo og trykker hånd med Obama” Se. Havde jeg nu læst alle aviserne så havde jeg haft svaret. Men i stedet for valgte jeg selv at komme med det spørgsmål som har rumlet i mit hoved de sidste dage.: Hvorfor gør vi ikke noget ved Saudi Arabien eller Kina, der lystigt myrder på livet løs i Tibet – eller Bahrain som på samme måde med et smil dræber, hvilken som helst, der siger andet end at Allah er Stor – over til lande i Sydamarika, hvor karteller m.m.m. tager på weekendtur og slår lidt fattige ihjel som alimndeligt bytte?

Hvad med Iran, der vel efterhånden har verdensrekord i henrettelse?

Eller…..hvorfor bomber vi ikke USA for, at ligge i toppen på en lang række af ovenstående ting?

Er der forskel på om det er en regering eller “bare” en folkelig opstandelse? Hvad skal der så til for at få verdenssamfundet til at gribe ind i DK og forhindre en rød regering?

Ud over sidstenævnte. Er der så ikke en eller anden som gider oplyse mig?