Rødgaards Blog

På døden kan man ihvertfald. Har fået regningen på min far’s bisættelse. Uanset, hvor sobert bedemanden end har været, må man konstatere, der er penge i de døde.

Men, spørgsmålet er egentlig om man kan sætte pris på livet? Her tænker jeg ikke på alle de ting som vi automatisk gør hver dag , men prisen på livet. Sætter du pris på, hver dag du slår øjnene op? Sætter du pris på det smil en fremmed sender dig, kærestens eller manden/kones forsøg på at lave mad? Sætter du pris på de små ting, der er nærmest latterlige at tænke på? Reden med de små musvitter på altanen overfor, solsorten, der med sin fløjten vækker dig alt for tidligt, hunden som begejsret springer op af dig og gør. Og så meget andet. Eller observerer du bare ubevidst uden at være – taknemmelig?

I dag er det 4 uger siden jeg havde den sidste snak med min far. Ihvertfald snak, hvor det var dialog og ikke mig, der bare talte. Hvor far fortalte mig mange ting om hvad, hvor, hvorfor. Han var klar for 4 uger siden. Havde overskud (i det omfang han kunne det) – til at glædes over livets cyklus, over de sidste venner, der heldigvis nåede at besøge ham – og træt lagde han sig til at sove, mæt ved 19 tiden.

Med regningen fra bisættelsen og beslægtede ydelser, fulgte alle dokumenterne som omgærder døden. Der var flere en jeg havde regnet med. Men, bedemanden holdt ved far’s båre en lille tale. Den var også vedlagt og den kommer her.:

“Døden er ikke noget

Jeg er bare gået ind i værelset ved siden af.

Jeg er mig og du er dig.

Kald mig ved det navn du plejede, tal til mig lige så ubesværet, som du altid gjorde.

Le som vi altid lo af de ting, som morede os begge.

Vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig.

Lad mit navn være lige så dagligdags som det var, lad det blive udtalt uden anspændelse, uden den mindste skygge over sig.

Livet har lige så meget betydning, som det altid har haft. Det er det samme, som det altid har været; der er ubrudt sammenhæng.

Hvorfor skal jeg være ude af sind, fordi jeg er ude af syne?

Jeg venter på dig, i mellemtiden, et eller andet sted lige i nærheden, lige rundt om hjørnet.

Alt er vel.“

Far, jeg ved du er i værelset ved siden af. Ind i mellem kommer du ind mens jeg sover – og jeg kan mærke din varme hånd på min kind. Jeg ler og smiler ved vores minder. Besøger de steder som vi havde sammen. Du vil aldrig være ude af sind. Men. Det bliver nu aldrig helt det samme.

Et eller andet sted elsker jeg de nye medier. Linkedin, Facebook, twitter – mulighederne er mange, herunder en blog, til at komme af med sin galde. Om, det er irriterende naboer, utålelige slægtninge, folk som har for store biler og går i for små sko – eller, hvad man nu måtte have af galde, kan man få det ud af sit system, på disse og mange andre medier. I gamle dage havde man været nød til, at finde en blæksprutte, tømme den for blæk, finde en gås og fjerne dens fjer for at med det dengang Kongelige Postvæsen, at fremsende sin galde udtrykt på et stykke papir. Med lidt held kom det frem inden bølgerne havde lagt sig og tingene var normale.

Idag skydes tingene af i en hastighed som gør, at man ikke altid får tænkt over tingene andet end i et splitsekund. Det kan være “underfundige” hentydninger til folk med små sko; store fødder og biler, forunderinger om ting der er skrevet og ikke kommenteret – det kan være direkte fortællinger om folk, der ikke besidder empatiens evne – og som har en intelligens, det være sig den traditionelle og den emotionelle, der ligger væsentlig under gennemsnittet af den danske befolkning, over til mange andre ting. Fordelen er, at den reaktionstid der var i gamle dage er overstået. I dag reageres der promte – konsekvensen af hvilken som helst online handling, ses med det samme.

Min far har lært mig mange ting. Dette er en af tingene. Jeg talte om det i talen, ved hans båre for i dag, præcis 3 uger siden. Jeg citerer her:

“Far elskede mennesker. Især mennesker, der gav ham et smil på læben.. Men, der var også det lille krav, at man skulle bidrage til det sociale. Var man bare passiv, gled man lige så stille ud – men gav man og deltog i underholdningen kom man med i inderkredsen. “

Det kan selvfølgelig være en svær sætning at forstå og rumme. Men, da jeg havde mange snakke med min far, blandt andet om dette, vil jeg her kort gengive, hvad han mente:

Ingen. Og her menes ingen, skal være i vejen på nogen måde, for at leve et dejligt liv. Folk som ikke bidrager til et positivt liv, som kommer og opfører sig uden for normer, der er egoistiske ud over det normale, der ikke besidder almindelig empati og forståelse for andre, dem som ikke har andet end dem selv for øje og dem der bruger andre som talerør, ikke tør tage tyren ved hornene selv – og jeg kunne blive ved – tilhører den kategori. De mennesker, finder deres egen vej, uden mig.

Det bringer mig så rundt til de elektroniske medier. Vi kan gøre, hvad vi vil på disse. Men, lad være med at undres, når gældsbrevet skal indløses……….

Jeg har prøvet det meste her i livet. Jeg har været jorden rundt, jeg har mødt smukke mennesker, grimme mennesker (selv om de selvfølgelig ikke findes!), charmerende mennesker, dejlige mennesker, dygtige mennesker, inkompetente mennesker, mennesker jeg elskede og elsker, mennesker jeg har hadet og hader. Alt i alt har jeg oplevet rigtig mange ting. Der er ikke meget, som jeg kan sige, jeg mangler. Men som menneske stræber man altid efter mere. Det gør jeg også. Der er oplevelser,steder, situationer og meget andet jeg har tilgode.

Ligesom min far. Ikke bare far, men MIN far.

MIN far. Verdens stærkeste mand. Ham som jeg tænkte på, når Martin som gik 2 klasser over mig, slog fortænderne ud på en i parallelklassen; tilbage da jeg gik i 1’st klasse, hvordan jeg i tankerne så, hvordan Martin fik så lempelige bank af min far; Martins far kom og fik af samme skuffe. Den stærke mand, der på trykkeriet kunne løfte SÅ meget papir, at jeg ikke troede det muligt. Manden som havde venner, der lød navne som, Svens-FUT, Tissemanden, ChampignionPeter, Skomageren, Pib og mange andre. Manden som med stolthed holdt søndagsandagt (ikke religiøst) om søndagen på trykkeriet sammen med os unger og de andre fra gaden – som holdt mange sociale sammenkomster og basalt var en levemand. Manden som sendte mig til søs, manden som var konsekvent, streng men retfærdig.

MIN far. Levede livet. Arbejdede som en hest i mange år men dog med et smil. Nåede at rejse verden rundt. Komme en tur med Concorden. Være på Ruslands floder, til Sydafrika’s horn. Fra Brasilien over Hawaii til Israel. Og ville mere…..

Uanset, hvor far kom frem, var han vellidt. I forbindelse med hans – i mine øjne – alt for tidlige bortgang, har jeg talt med mange mennesker, der bare elskede ham. Ligesom jeg gjorde og gør.

De sidste 6 år havde vi en god tradition. Et par gange om ugen – nogen gange kun 1, smuttede vi i skjul fra koner, elskerinder og kærester på værtshus. Kun far og mig. Ikke altid havde vi noget at sige til hinanden – så blev det kun til “Bingo” – “Skal vi sige noget pænt til hinanden (skål) – “Godt så” – men andre gange talte vi længe om livet og det som er efter livet. Vi har eller havde samme “fejl” Vi ser ting, der ikke nødvendigvis er. Gudskelov har min søn arvet samme evne. Det fik vi mange gode snakke om – at livet måske ikke nødvendigvis slutter med en salme og lidt gråd. Vi kunne med et smil tale om, da mor var gået bort i januar, at det er da normalt at blive vækket med et skub på armen til trods for, man er alene. På samme måde vågner jeg nu, hver nat omkring ved 4 tiden. Far skulle jo tisse der.

Jeg er afklaret med døden. Er ikke bange, er ikke utryg. Det eneste som skiller døden og mig er livet. Far havde det på samme måde. Til trods for hans 84 år, mente han der var flere rejser, flere ture på vores stamværtshus, flere mennesker at mødes med. Hans sidste ønsker efter mor var død i januar, var en tur i Tivoli og et krydstogt. Mens han var indlagt var jeg, Tanja, søster og svoger i Tivoli. Han spurgte:” Hvorfor tog i ikke mig med?” Far. Hvis jeg vidste den dag, hvad jeg ved i dag, havde jeg slæbt dig med hele vejen, til din skosnuder var slidt.

Jeg kunne nok skrive mange hundrede sider om far. Om, min kærlighed til ham og meget andet. Hans og mine oplevelser og lige så mange om dem som han har fortalt mig og andre.

Men, min far er ikke mere til. For 15 dage siden udåndede han mens jeg holdt ham i hånden og jeg fortalte, at jeg elskede ham og jeg havde styr på alle hans “ting”. Der var han tryg og kunne forlade hans børn, børnebørn og alle dem som han både elskede, foragtede, syntes om og m.m.

Døden er tilgivelsens stund. Jeg havde talt meget med far om det dagen før – og han sagde: “Lige nu gør det nok ikke så meget…”

Far var en klog mand.!

Nu skal jeg til at vænne mig til et nyt liv. Jeg er officielt forældreløs, ingen bedsteforfældre til ungerne, ingen unødvendig forkælelse, ingen skældud, mit barndomshjem skal splittes og nye flytte ind. Men i dag, opdagede jeg det værste ved det hele (ihvertfald for nu): Jeg ringede til min far’s mobil for at høre om vi skulle smutte ud på vores stamsted og få en øl. Far tog den ikke…..

Savnet vil ingen ende tage.

Far, jeg savner dig så inderligt. Men jeg ved også du er “derude” – passer på mig (og de andre) – og en dag, ja – så tager vi et glas hver, ser på hinanden og siger: “Skal vi sige noget pænt til hinanden” – og det vil vi gøre!

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at min søn er et skilsmissebarn. Ud over de almindelige ting omkring forskelle på opdragelse, meninger, præning etc, er jeg nået til den selverkendelse, at jeg har et problem.

Min eks-kone har fndet en ny kæreste (Gud Ske Tak og Lov) som er, tilsyneladende, er en rigtig god gut. (Skal jeg sige, da man jo aldrig ved, hvilken psykopat, der potentielt gemmer sig i mennesker). Nå, men heldigvis er han rigtig god for min søn og knægten er rigtig glad for ham. Det er jeg oprigtigt meget glad for! Det ER vigtigt for mig, at de mennesker som min knægt omgiver sig med, er nogen som holder af ham – og omvendt.

MEN. Når Felix fortæller at den “nye Peter” kan bære et hus, ryger jeg direkte tilbage til 1.st klasse i sandkassen og fortæller ham at: “far kan bære en hel by”. Når, det fortælles at den nye Peter har en racerbil, stormer man selvfølgelig som far ud – og anskaffer sig en, der er større. Og, så fremdeles.

Latterligt? Ja. Men, det beviser bare i min optik, at vi mænd fortsat ikke har rykket os væsenligt fra den gang vi tilbage i Stenalderen, rendt rundt – og sammenlignede køller (gør vi stadig – nu bare på herretoilettet).

Men, alt det er lige meget, når min søn står stolt og fortæller, hvordan han knapper sin pyjamasskjorte selv (nogenlunde lige).

Indtil næste gang, jeg hører om den nye Peter’s evner eller anskaffelser. Så ved jeg, at jeg på samme barnlige vis, vil spæne direkte ned i sandkassen og lege med.

Glædelig Påske til alle.

Var i London her for en måneds tid siden (tror jeg nok) og var flere gange ved at blive kørt ned at bilister – da jeg som den gode dansker jeg er, kigger FØRST til venstre og SÅ til højre som min mor lærte mig, da jeg var barn, når vejen skal krydses. Derovre, kører de jo i den forkerte side. Bilerne trækker på motorvejen til venstre, sådan at yderbanen (det som i DK er inderste bane) er fri. Smart. God disciplin.

Tlbage i Danmark var det så, en tur til kontoret i Ry. En dejlig dag lå foran mig – men på motorvejen opdagede jeg, at de fleste bilister var u(d)dannet i England. De lå nemlig alle sammen i venstre vognbane på motorvejen (hvilket i UK havde været ok, da det så havde været inderste spor) Men, her er det IKKE det inderste spor. Det er det yderste – sporet til dem, der vil “frem”. Inden politiet nu begynder at skrive til mig, vil jeg gøre opmærksom på, at min fart i det som burde være overhalingsbanen ikke på noget oversteg 110 + 5% fejlmargin + almindelige “jeg fulgte trafikken” (+10) samt “jeg mister først mit kort ved +30%” (33). Men. Ak. Inderste bane var rent faktisk hurtigere. Der var nemlig tomt for biler, for ALLE – jeg skriver alle, mener alle!!! lå i overhalingsbanen. Imponerende.

Er der et eller andet om, at vi mennesker gør som alle andre? Så, hvis en ligger i overhalingsbanen med 100 km/t på motorvejen – så følger vi alle med? Men, mit spørgsmål er så. Hvorfor???

Hvis nu alle kørte i nødsporet (hvilket er lige så ulovligt som at ikke trække til højre i trafikken) – ville alle så gøre det? For så tror jeg, at jeg vil starte en trend, hvor jeg netop kører i nødsporet. Når alle så ligger derinde, vile jeg nyde trafikken, mens jeg passerer den i den korrekte bane.

(En anden observation. Når trafikken går langsomt og der er kø – er der som regel en Swift/Aygo/Cee’d eller anden mindre bil forrest. Får ejerne udleveret en instruks om, at de SKAL være til hinder for, trafikken flyder?).

Glædelig Weekend fra – Peter som nyder sin søn’s stille leg på hans værelse.

Dagens “store” nyhed. HKH KP Frederik siges at have en Facebook profil. Jamen. Hvorfor skulle han ikke, som 2 mio andre Danskere, have det, ligesom mange har profiler på Dating, Scor etc?

Det kan jo være det er en nem måde at holde HKH Prins Joakim, Alexandra, Mary og mange andre, orienteret om sin gøren og laden, på samme måde som vi andre gør.

Det kommer sikkert som en stor overraskelse for mange mennesker – men, selv de Kongelige smutter på potten og laver stort. Eneste forskel er, at de har nogen til at tørre sig bagefter.

Så selvfølgelig er de på FB m.m. Prøv at søg på Madsen – en af dem er helt sikkert HM Margrethe!

Aristo det hele….Så frokost på Søstrene Olsen i Hornbæk.

Da vi kom, blev vi mødt at kromutter som skarpt fortalte, at hun og hendes personale IKKE under nogen omstændigheder ville servere mad udenfor, da det ikke skulle være meningen, at alle lå med halsbetændelse når sæsonen startede…..Javel så. Men, vi kunne sagtens få serveret drikkevare udenfor….logisk….Især i læ og med knap 19*.

Et stakkels par, der gerne ville sidde i solen ligesom os, fik samme sang. Ikke sagt på nogen som helst pæn måde, men nærmest snerrende.

Spændende menukort med rigtig mange tilsyneladende gode sager. Bestilte en stegt sild til forret, smukt anrettet og en formidabel smag. Sådan en rigtig vinterfed sild smager altså godt. Kæreste fik røget ål, som efter sigende smagte rigtig godt.

Næste ret til os begge: Salat med gedeost, karameliseret bacon og sprød salat. Se. Her kom første knæk i filmen. Kedelig, kedelig, kedelig med et minimum af ingredienser ud over – selvfølgelig – salaten. Skålen havde en størrelse, så den lignede en side-dish til en hovedret – og, det er bare IKKE iorden. Halvt igennem, magtede jeg ikke flere spæde spinatblade.

Kærestens dessert med Chokoladekage og is var smagsmæssig rimelig men ikke overraskende. Et flækket jordbær, lidt vanilieis og selve kagen.

Espressoe’n til dessert er svær at ødelægge.

Men. Når man for to personer, med 2 øl og 2 glas af husets vin samt ovenstående, skal slippe 880.- MÅ man forvente og stille krav om, at maden er lidt over middel. Samlet er dette en seriøs ommer.

En af de få positive ting var serveringen, (IKKE kromutteren) som smilende sørgede for at vores ønsker blev opfyldt.

Var på Cafe PH eller PH Cafe i går og se Stand-Up med Erik Clausen. Ham kommer jeg tilbage til lige om lidt.

Vi havde købt sådan en pakke med mad og show – ganske fortrindelig ide, da jeg som kunde, forventer en eller anden form for benefit ved, at forudbetale begge dele. Maden udgjorde trods alt 150.- per snude. Dertil drikkevarer.

Så kom maden. NEVER GO THERE !!! Hold da fast. I rummet ved siden af, kunne man se de mange tallerkener med mad opmarcheret ved en herlig temperatur på vel omkring 22* – i et rum, hvor jeg senere så et band spille – og folk sidde og kæderyge. Jeg er selv ryger, så jeg bør vel ikke være alt for sart – men at min tallerken, der bestod af 1. frikallede, 1. fiskefrikadelle, lidt italiensk salami, brie, salat og FERSK LAKS måtte vente på min sult i en temperatur og et rum, som Levnedsmiddelkontrollen sikkert ville vurdere til en bøde på min. 10.000.- er sq for meget. Spiste ganske lidt.

Men heldigvis er man pragmatisk. Influenzaramt som jeg er, mente jeg 2 x 1/2 fad, måtte være en passende måde at fylde maven/slukke sulten/bla. bla. bla og søge trøst. ( Kampagnen som Carslberg kørte med, at øl er til tørst og ikke til trøst – er noget pis. Hvis jeg er tørstig drikker jeg sq da rødvin).

Her opstod på problem nummer 1.

12 rækker af 14 personer, der med sikkerhed havde gjort det eneste rigtige som jeg, (trøste mig med 1 liter øl) – skulle pludselig tisse…..Se. Når man hælder 168 mennesker ind til et show + diverse Cafe gæster er en (1) potte bare ikke nok!!!! Så, fluks jeg i køen røg. (dobbeltbetydning). Manglen på potter kan forklare den snærende, let genkendelige lugt i deres gårdhave – blæsevejret til trods.

God fornøjelse til sommer, når Brunch’en skal indtages. (NOT)

Erik Clausen er jo en mand af format. Showet var vildt sjovt omend han har nået den alder, hvor ting enten skal have en seksuel karakter eller latrinær. (Ergo er han og jeg lige gamle). Men han kom vidt omkring med sin humor og selvom det helt store grineflip udeblev, så var det gennemgående skide skægt. Erik har den dersens humor, hvor man svæver mellem selvironi – sort humor – og dagligdags observationer. Jeg vil klart anbefale at se ham – selvom man skal regne med, at politikerne får et par på huden. Erik er en værdig efterfølger til Preben Møller Hansen!

Problem 2. er så her. Der er ingen som med en smule ædruelighed tilbage, der rejser sig under et show med Erik. Han angriber med det samme – så når man har min statur, bliver man pænt siddene – uden at tisse i bukserne….

God weekend!