Rødgaards Blog

Jeg savner min far. Rigtig meget. Og skal tage mig i, at ville ringe til ham.

Jeg elsker dette digt som senere er blevet til en sang:

Noget om Helte. Af Halfdan Rasmussen.
Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.

Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben.
Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én.
Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj,
og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig.

Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n,
og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk,
og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

—

Det er jo denne lidt ydmyge indfaldsvinkel til livet man bør have, synes jeg.

Men som sagt – elsker jeg dette digt/sang. Det er god læsning og giver mig dejlig ro.

Jeg havde en drøm. Jeg havde den drøm, at min storebror skulle overtage den lejlighed som vores forældre har boet i, de sidste 38 år. Lejligheden ligger i den ejendom, hvor de havde boet i 44 år. Ja, det er en stor lejlighed, ja, det er en billig lejlighed. Men, administrator nåede ikke at få opsigelsen fra bobestyren førend, at den var afsat. Til anden side. For, når der er noget “lækkert” som skal deles ud, tager folk, alt hvad de kan få.

Forklaringen var, at et af bestyrelsesmedlemmerne har en bekendt (!) som fik den. Det er jo et eller andet sted fair nok. Jeg arbejde i en branche, hvor netværk er alt – og hvor mange deals lukkes på grund af relationer og netop netværk.

Men jeg undte virkelig min bror og hans søde kæreste denne lejlighed. Af flere grunde. For det første har lejligheden været et naturligt samlingssted for os unger, venner og bekendte i mange år – og man kunne håbe den ville fortsætte med at være det – for det andet synes jeg det er mærkeligt at vide, der er fremmede som skal flytte ind. (For det tredje skal vi nu til at flå væg til væg gulvtæpper af, der har ligget i 30 år….)

Men, igen viser det, at netværk virker. CEJ Ejendomsadministration, der administrerer den fod som ejer ejendommen valgte så den løsning.

Her kommer det så. Jeg vil også kunne tilbyde mine venner, familie og bekendte store billige lejligheder, så dette er en ansøgning til alle fonde, virksomheder, m.m. om at lade mig arbejde i deres bestyrelse. Min meritter kan ses på Linkedin. Send mail direkte til mig med vilkår.

På døden kan man ihvertfald. Har fået regningen på min far’s bisættelse. Uanset, hvor sobert bedemanden end har været, må man konstatere, der er penge i de døde.

Men, spørgsmålet er egentlig om man kan sætte pris på livet? Her tænker jeg ikke på alle de ting som vi automatisk gør hver dag , men prisen på livet. Sætter du pris på, hver dag du slår øjnene op? Sætter du pris på det smil en fremmed sender dig, kærestens eller manden/kones forsøg på at lave mad? Sætter du pris på de små ting, der er nærmest latterlige at tænke på? Reden med de små musvitter på altanen overfor, solsorten, der med sin fløjten vækker dig alt for tidligt, hunden som begejsret springer op af dig og gør. Og så meget andet. Eller observerer du bare ubevidst uden at være – taknemmelig?

I dag er det 4 uger siden jeg havde den sidste snak med min far. Ihvertfald snak, hvor det var dialog og ikke mig, der bare talte. Hvor far fortalte mig mange ting om hvad, hvor, hvorfor. Han var klar for 4 uger siden. Havde overskud (i det omfang han kunne det) – til at glædes over livets cyklus, over de sidste venner, der heldigvis nåede at besøge ham – og træt lagde han sig til at sove, mæt ved 19 tiden.

Med regningen fra bisættelsen og beslægtede ydelser, fulgte alle dokumenterne som omgærder døden. Der var flere en jeg havde regnet med. Men, bedemanden holdt ved far’s båre en lille tale. Den var også vedlagt og den kommer her.:

“Døden er ikke noget

Jeg er bare gået ind i værelset ved siden af.

Jeg er mig og du er dig.

Kald mig ved det navn du plejede, tal til mig lige så ubesværet, som du altid gjorde.

Le som vi altid lo af de ting, som morede os begge.

Vær munter, smil, tænk på mig, bed for mig.

Lad mit navn være lige så dagligdags som det var, lad det blive udtalt uden anspændelse, uden den mindste skygge over sig.

Livet har lige så meget betydning, som det altid har haft. Det er det samme, som det altid har været; der er ubrudt sammenhæng.

Hvorfor skal jeg være ude af sind, fordi jeg er ude af syne?

Jeg venter på dig, i mellemtiden, et eller andet sted lige i nærheden, lige rundt om hjørnet.

Alt er vel.“

Far, jeg ved du er i værelset ved siden af. Ind i mellem kommer du ind mens jeg sover – og jeg kan mærke din varme hånd på min kind. Jeg ler og smiler ved vores minder. Besøger de steder som vi havde sammen. Du vil aldrig være ude af sind. Men. Det bliver nu aldrig helt det samme.

Et eller andet sted elsker jeg de nye medier. Linkedin, Facebook, twitter – mulighederne er mange, herunder en blog, til at komme af med sin galde. Om, det er irriterende naboer, utålelige slægtninge, folk som har for store biler og går i for små sko – eller, hvad man nu måtte have af galde, kan man få det ud af sit system, på disse og mange andre medier. I gamle dage havde man været nød til, at finde en blæksprutte, tømme den for blæk, finde en gås og fjerne dens fjer for at med det dengang Kongelige Postvæsen, at fremsende sin galde udtrykt på et stykke papir. Med lidt held kom det frem inden bølgerne havde lagt sig og tingene var normale.

Idag skydes tingene af i en hastighed som gør, at man ikke altid får tænkt over tingene andet end i et splitsekund. Det kan være “underfundige” hentydninger til folk med små sko; store fødder og biler, forunderinger om ting der er skrevet og ikke kommenteret – det kan være direkte fortællinger om folk, der ikke besidder empatiens evne – og som har en intelligens, det være sig den traditionelle og den emotionelle, der ligger væsentlig under gennemsnittet af den danske befolkning, over til mange andre ting. Fordelen er, at den reaktionstid der var i gamle dage er overstået. I dag reageres der promte – konsekvensen af hvilken som helst online handling, ses med det samme.

Min far har lært mig mange ting. Dette er en af tingene. Jeg talte om det i talen, ved hans båre for i dag, præcis 3 uger siden. Jeg citerer her:

“Far elskede mennesker. Især mennesker, der gav ham et smil på læben.. Men, der var også det lille krav, at man skulle bidrage til det sociale. Var man bare passiv, gled man lige så stille ud – men gav man og deltog i underholdningen kom man med i inderkredsen. “

Det kan selvfølgelig være en svær sætning at forstå og rumme. Men, da jeg havde mange snakke med min far, blandt andet om dette, vil jeg her kort gengive, hvad han mente:

Ingen. Og her menes ingen, skal være i vejen på nogen måde, for at leve et dejligt liv. Folk som ikke bidrager til et positivt liv, som kommer og opfører sig uden for normer, der er egoistiske ud over det normale, der ikke besidder almindelig empati og forståelse for andre, dem som ikke har andet end dem selv for øje og dem der bruger andre som talerør, ikke tør tage tyren ved hornene selv – og jeg kunne blive ved – tilhører den kategori. De mennesker, finder deres egen vej, uden mig.

Det bringer mig så rundt til de elektroniske medier. Vi kan gøre, hvad vi vil på disse. Men, lad være med at undres, når gældsbrevet skal indløses……….

Jeg har prøvet det meste her i livet. Jeg har været jorden rundt, jeg har mødt smukke mennesker, grimme mennesker (selv om de selvfølgelig ikke findes!), charmerende mennesker, dejlige mennesker, dygtige mennesker, inkompetente mennesker, mennesker jeg elskede og elsker, mennesker jeg har hadet og hader. Alt i alt har jeg oplevet rigtig mange ting. Der er ikke meget, som jeg kan sige, jeg mangler. Men som menneske stræber man altid efter mere. Det gør jeg også. Der er oplevelser,steder, situationer og meget andet jeg har tilgode.

Ligesom min far. Ikke bare far, men MIN far.

MIN far. Verdens stærkeste mand. Ham som jeg tænkte på, når Martin som gik 2 klasser over mig, slog fortænderne ud på en i parallelklassen; tilbage da jeg gik i 1’st klasse, hvordan jeg i tankerne så, hvordan Martin fik så lempelige bank af min far; Martins far kom og fik af samme skuffe. Den stærke mand, der på trykkeriet kunne løfte SÅ meget papir, at jeg ikke troede det muligt. Manden som havde venner, der lød navne som, Svens-FUT, Tissemanden, ChampignionPeter, Skomageren, Pib og mange andre. Manden som med stolthed holdt søndagsandagt (ikke religiøst) om søndagen på trykkeriet sammen med os unger og de andre fra gaden – som holdt mange sociale sammenkomster og basalt var en levemand. Manden som sendte mig til søs, manden som var konsekvent, streng men retfærdig.

MIN far. Levede livet. Arbejdede som en hest i mange år men dog med et smil. Nåede at rejse verden rundt. Komme en tur med Concorden. Være på Ruslands floder, til Sydafrika’s horn. Fra Brasilien over Hawaii til Israel. Og ville mere…..

Uanset, hvor far kom frem, var han vellidt. I forbindelse med hans – i mine øjne – alt for tidlige bortgang, har jeg talt med mange mennesker, der bare elskede ham. Ligesom jeg gjorde og gør.

De sidste 6 år havde vi en god tradition. Et par gange om ugen – nogen gange kun 1, smuttede vi i skjul fra koner, elskerinder og kærester på værtshus. Kun far og mig. Ikke altid havde vi noget at sige til hinanden – så blev det kun til “Bingo” – “Skal vi sige noget pænt til hinanden (skål) – “Godt så” – men andre gange talte vi længe om livet og det som er efter livet. Vi har eller havde samme “fejl” Vi ser ting, der ikke nødvendigvis er. Gudskelov har min søn arvet samme evne. Det fik vi mange gode snakke om – at livet måske ikke nødvendigvis slutter med en salme og lidt gråd. Vi kunne med et smil tale om, da mor var gået bort i januar, at det er da normalt at blive vækket med et skub på armen til trods for, man er alene. På samme måde vågner jeg nu, hver nat omkring ved 4 tiden. Far skulle jo tisse der.

Jeg er afklaret med døden. Er ikke bange, er ikke utryg. Det eneste som skiller døden og mig er livet. Far havde det på samme måde. Til trods for hans 84 år, mente han der var flere rejser, flere ture på vores stamværtshus, flere mennesker at mødes med. Hans sidste ønsker efter mor var død i januar, var en tur i Tivoli og et krydstogt. Mens han var indlagt var jeg, Tanja, søster og svoger i Tivoli. Han spurgte:” Hvorfor tog i ikke mig med?” Far. Hvis jeg vidste den dag, hvad jeg ved i dag, havde jeg slæbt dig med hele vejen, til din skosnuder var slidt.

Jeg kunne nok skrive mange hundrede sider om far. Om, min kærlighed til ham og meget andet. Hans og mine oplevelser og lige så mange om dem som han har fortalt mig og andre.

Men, min far er ikke mere til. For 15 dage siden udåndede han mens jeg holdt ham i hånden og jeg fortalte, at jeg elskede ham og jeg havde styr på alle hans “ting”. Der var han tryg og kunne forlade hans børn, børnebørn og alle dem som han både elskede, foragtede, syntes om og m.m.

Døden er tilgivelsens stund. Jeg havde talt meget med far om det dagen før – og han sagde: “Lige nu gør det nok ikke så meget…”

Far var en klog mand.!

Nu skal jeg til at vænne mig til et nyt liv. Jeg er officielt forældreløs, ingen bedsteforfældre til ungerne, ingen unødvendig forkælelse, ingen skældud, mit barndomshjem skal splittes og nye flytte ind. Men i dag, opdagede jeg det værste ved det hele (ihvertfald for nu): Jeg ringede til min far’s mobil for at høre om vi skulle smutte ud på vores stamsted og få en øl. Far tog den ikke…..

Savnet vil ingen ende tage.

Far, jeg savner dig så inderligt. Men jeg ved også du er “derude” – passer på mig (og de andre) – og en dag, ja – så tager vi et glas hver, ser på hinanden og siger: “Skal vi sige noget pænt til hinanden” – og det vil vi gøre!

For ikke så lang tid siden havde jeg heldet til at tale mig ud af en bøde for at snakke i mobil under kørslen. Det skal siges jeg har automatgear og derfor har jeg ikke behov for en hånd til at skifte gear. Rimeligt synes jeg.

Ude at køre en dag, så jeg i spejlet et par i bilen bagved. De sad og snakkede på fuld udblæsning, kunne man tydeligt se. Den ene råbte tilsynesladende højt og diskussionen gik, mens vi med artige 50 km/t kørte gennem byen.

Her kommer det så. Hvorfor er det tilladt døve at samtale under kørsel, når jeg ikke må tale i mobil?

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at min søn er et skilsmissebarn. Ud over de almindelige ting omkring forskelle på opdragelse, meninger, præning etc, er jeg nået til den selverkendelse, at jeg har et problem.

Min eks-kone har fndet en ny kæreste (Gud Ske Tak og Lov) som er, tilsyneladende, er en rigtig god gut. (Skal jeg sige, da man jo aldrig ved, hvilken psykopat, der potentielt gemmer sig i mennesker). Nå, men heldigvis er han rigtig god for min søn og knægten er rigtig glad for ham. Det er jeg oprigtigt meget glad for! Det ER vigtigt for mig, at de mennesker som min knægt omgiver sig med, er nogen som holder af ham – og omvendt.

MEN. Når Felix fortæller at den “nye Peter” kan bære et hus, ryger jeg direkte tilbage til 1.st klasse i sandkassen og fortæller ham at: “far kan bære en hel by”. Når, det fortælles at den nye Peter har en racerbil, stormer man selvfølgelig som far ud – og anskaffer sig en, der er større. Og, så fremdeles.

Latterligt? Ja. Men, det beviser bare i min optik, at vi mænd fortsat ikke har rykket os væsenligt fra den gang vi tilbage i Stenalderen, rendt rundt – og sammenlignede køller (gør vi stadig – nu bare på herretoilettet).

Men, alt det er lige meget, når min søn står stolt og fortæller, hvordan han knapper sin pyjamasskjorte selv (nogenlunde lige).

Indtil næste gang, jeg hører om den nye Peter’s evner eller anskaffelser. Så ved jeg, at jeg på samme barnlige vis, vil spæne direkte ned i sandkassen og lege med.

Glædelig Påske til alle.