Rødgaards Blog

Jeg glæder mig. Glæder mig rigtig meget til 2012. Hvis 2012 viser sig på samme måde som 2011 (frataget visse elementer) så bliver det et sjovt år, hvor der sker masser af ting. Men nu er det ikke de private elementer, som jeg vil tage her – men det som vil berøre os alle sammen.

Danmark skal nemlig have EU formandskabet. Se, det glæder jeg mig til. Efter et efterår og vinter med en presse som har drejet sig meget omkring krise og Sydeuropa, ser jeg frem til, at aviser og andre medier fyldes med vores allesammens Helle’s håndtering af formandsskabet. Vi har allerede set lidt “guf” på vej; senest tankerne om, at cigaretterne skal gemmes væk, Villy’s udtalelser omkring det fortsatte Euro samarbejde og mere til. Se, det lægger altså en forventing om hos mig, at 2012 bliver året, hvor jeg skal klaske mig på lårene af grin. Jeg er sikker på, at regeringen vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at 2012 bliver et underholdende år.

Godt Nytår!

For mange, mange år siden, sad folk på denne tid og lagde sidste hånd på deres julesten. Siden juni eller juli, hvade de siddet og hugget deres taknemmelighed ned på sten, som de siden med dinosau’er sendte til nære og fjerne – venner og frænder; for at ønske dem en glædelig jul – og et godt nytår. Siden, blev tingene mere avancerede og man skrev da dette på pergament og sendte med brevduer. Siden kom de forskellige postvæsener til – og ihvertfald mine forældre sad gennem december måned og forbandede både venner og slægtninge langt væk, i et mylder af julekortskriveri.

Men, tiden går og tingene forandres. Så, derfor vælger jeg denne elektroniske udgave af julekort for i år. Jeg kunne vælge at sende et via Jubii.dk eller andre steder – men jeg synes, det lyriske forsvinder, på kort plads – så her er mit tilbageblik på der forgange år.

Arbejdslivet

Arbejdet har været spændende. Der er sket mange ting og havde jeg ikke været den fødte diplomat, havde mit blik på året som gik, rent arbejdsmæssigt, været meget længere. Kære Kolleger – jeg ved godt i har fundet min blog – så derfor tager vi et tak for året – og lad os så komme ud over stepperne i 2012. I har gjort – både som individer og som team – en formidabel indsats – og i har været meget dygtige til at lytte på de vise ord, jeg er kommet med sporadisk. Jeg er sikker på, at den enighed og fælles fodslag vi har fundet i 2011, vil genfinde sig og gentage sig i 2012. Jeg ønsker jer og jeres familier en glædelig jul og et godt og spændende nytår. Jeg sender samtidig mine dybeste undskyldninger for – til jeres familier – jeres fravær hjemme, grundet det store pres, som har ligget på jeres skuldre. Og tak for at i accepterer mig for det, jeg står for.

Privatlivet.

Det har godt nok også været et spændende år. Og et trist år. Faktisk.

Med Kathrines bortgang i januar og far’s i maj – har mit første halvår været meget fyldt med at miste – og tabe. Jeg er hverken en god “mister” eller taber – så det har ikke været nemt. Som de, der har læst lidt bagud har set, var tabet af Kathrine til at føle på – og min rigtig dejlige psykolog har afdækket mangt og meget i den sammenhæng. Her er det vel på plads med en inderlig og dybfølt tak til Hanne. Tabet af far var til gengæld af en anden dimension. Der er ingen grund til at grave mere i dette – men, hvis jeg fortæller at far stadig er min daglige rådgiver – så ved jeg det giver god mening for nogen – og for andre, en hovedrysten og skepsis. Det er også ok. Jeg ville være en skarnsunge, hvis jeg ikke fortalte, at jeg hver dag savner min far – og rent faktisk i det skjul, som han og jeg havde sammen – med jævne mellemrum søger, hans grav og hans råd. Jeg troede egentlig at jeg allerede havde oplevet det frygteligste i mit liv – men at miste far har godt nok til dato været slemt. Der var en, der spurgte mig: “Så slemt har det vel heller ikke været” – Og jeg svarede: “Jeg bliver aldrig et helt menneske igen”. Det er måske en sandhed med modifikationer. For selvfølgelig bliver man et helt menneske igen. Det kræver bare at man finder den anden halvdel 🙂

Far’s død har vist sig at være frarøvende og dog givende. Det, som jeg siden min ældre barndom. har troet var en del af min familie, viste sig at være præcis som jeg frygtede. Blod er tykkere end vand – så til gengæld for tabet af en stedniece, en til, en stedsøster – har jeg genfundet og føler et endnu tættere forhold til min halvsøster, halvbror og bror. “Hvad udad tabes skal indad vindes.” Det er jeg så – ihvertfald for den sidste del – evigt taknemmelig for. Ikke derved sagt at det er en defacto situation – men jeg nyder nu’et.

Året har også budt på sammenkomster, med de mennesker, som jeg holder allermest af. Der skal (HM agtigt) lyde en tak for, at I var der for mig, gennem min svære tid – og jeg ved, at kommer I til svære tider – vil jeg også være der for jer. I, der stod der – er mine sande venner – og min familie. Tak endnu en gang til jer.

2011 var også året, hvor jeg fandt roen i tosomheden. Året, hvor Tanja og jeg besluttede os for, at tage vores forhold til det næste niveau – ægteskab. Uanset, hvor kikset frieriet nu end var – lykkedes det mig at få “tvunget” et ja ud af hende. Nu står al planlægning for døren – og som medgift har jeg fået en fantastisk familie, der allerede står mig rigtig tæt. Jeg glæder mig så meget til, at blande mine venner, hendes venner, min familie og hendes familie. Jeg kan simpelthen ikke udtrykke min glæde og kærlighed til jer, nok.

Blandt mine venner har det også været en “spas” år. I må selv skrive jeres erindringer – men for fanden da. I er sq sjove. Jeg nyder hvert et minut vi har sammen – og at i er i stand til at grine af min manglende evne til at tabe (Nej, man er med for at vinde – det pis med at bare deltage, er for de andre) – viser, hvor store mennesker i er. Jeg/vi har slet, slet ikke set nok til nogen som helst af jer – og mit nytårsønske skal være – at det gør vi.

Rejser har der også været. “At rejse er at leve” var der en, der skrev (jeg ved godt hvem det var). 2011 har giver ture til New York, Brügge, Paris, Spa og mange andre steder. (Det skriver jeg kun fordi jeg har glemt halvdelen). At opleve den verden vi lever og er en del af, er vigtig for mig. Hvis jeg kigger i min kalender – så er der allerede for mig, alt, alt for lidt i den. Indtil nu ser jeg ind i en tur til Frankrig – der bør være mere på vej – men omvendt så skal der spares og passes på.

Kære familie, venner og kolleger. af hele mit hjerte ønsker jeg jer en glædelig jul og et fredsfyldt nytår. Jeg håber, at alt det, der ikke kom i 2010 – vil falde ned som stjerner i jeres turban i 2012. At, hvert et ønske i måtte have, sker. at i finder lykke, fred og fordragelighed. Det ske!

Glædelig Jul og Godt Nytår

Ps. Jeg synes nu stadig vi har en lorteregering.

Med fare for, at alle mine medrygere, efter at have læst dette indlæg, vil udsætte mig for attentatforsøg eller stjæle mine cigaretter er stor – men jeg vover pelsen. For den nye regering har sat rammerne for en del af mine misbrug. Herunder cigaretter. Og, jeg må indrømme jeg slet, slet ikke er færdig med at grine. Som udgangspunkt ville skatter og afgifter ikke som sådan stige – men skulle udlignes af sænkning af skat på arbejde. Så langt så godt – og når det ikke kan “lade sig gøre” . må man finde på nogle nye argumenter. Fair nok. Sådan er livet.

Men, nu skal vi være sundere. Fedtafgift – afgifter på chokolade, slik, vin, øg og så cigaretterne. De stiger nemlig med 3.- per pakke. Og her, er det så jeg må slå mig på lårene af grin. For, det! er god spas. Tror regeringen virkelig, at vi rygere stopper med at ryge på grund af skide 3 kroner? Næh, du. Vi ryger bare videre – og så virker afgiften ikke – og så er det ikke en adfærdsregulerende afgift men netop, bare en afgift. En forøgelse af skat.

Nu er jeg jævnligt i Norge – og i Norge har de forstået det. En pakke smøger koster i omegnen af 80.- kroner – det kan mærkes. Der er ikke mange rygere i Norge. De æder tobakken istedet – for det er billigere. Og jeg vil hellere slå mig selv i hovedet med et rustent nedløbsrør end at betale så meget, for at slå mig selv ihjel – langsomt, for en pakke smøger. Så se, det er sq adfærdsregulering som batter.

Nuvel – der vil altid være en hardcore kreds som vil ryge disse – også selv om det så koster 500.- per pakke; men det giver jo bare en lille kreds af mennesker, som kan betragtes og behandles på lige fod med narkomaner – og så kommer der helt sikkert et krav om Fri Tobak og statsstøtte til den gruppe – og rygerum. Men, det er jo udgifter! – Så, tag nu for fanden og kald en spade for en spade. Kære regering. I vil jo bare have lidt af det, som der ligger i en minoritetgruppes lommer (den går vist kun fordi det er rygere og ikke en anden minoritetsgruppe….) og putte den et andet sted. Der ligger jo kraftfulde analyser og vurderinger af, hvor smertegrænsen ligger – inden folk handler uden for landet grænser med tabt provenue til følge, etc.

Nå – men så fik jeg det ud af systemet. Men, kære skatteminister, Thor Møger Petersen. Jeg har nyheder til dig. Jeg køber mine smøger i lufthavnen på vej til Norge – og egentlig allerhelst oppe i Norge. For mine rygeskillinger skal i sq ikke have fat i.

Som titlen siger på dette indlæg er det et “farvel og tak” eller
rettere et “tak for det og farvel”

Hvad er det så jeg så pænt siger tak og farvel til? Først og fremmest har
jeg for snart en måned siden, på en egentlig smuk måde sagt farvel til mit barndomshjem. Det hjem,
der har fulgt mig i de sidste 37 år (flere år end mange andre har kommet der på besøg) –
et sted, hvor min mor, min stedmoder og senest min far har trukket den sidste
vejrtrækning, stedet, hvor jeg spillede bold med min storebror i den lange gang
(indtil underboen brokkede sig over hans lysekroner svingede i loftet) – men
først og fremmest stedet, hvor 37 år af mit liv har udformet sig. 37 års minder
og oplevelser.

Men. Når den sidste af ens forældre går bort følger der en masse ting.:
Sorgen, savnet, tomheden, tristheden, glæden over minderne – det at man skal
forklare sin søn, at farfar ikke har flere lakridser. For farfar kan ikke
længere handle ind – i himlen er der ikke (formentlig) en Føtex eller
SuperBest.

Men en anden ting, der følger med, er at hjemmet skal ryddes. En
utaknemmelig opgave, hvor arvingerne skal enes om, at dele de ting, der sammen
eller hver for sig betyder noget og bringer minder om de mennesker, der er gået
bort. I vores tilfælde (skifter til flertal nu for at ingen skal føle sig
forbigået) havde min far og stedmoder oprettet et testamente. Hvad min
stedmorder havde indbragt i hjemmet var hendes arvingers særeje. Hvad min far
havde og de fælles fik/anskaffede sig, skulle være fælleseje.

Det gjorde jo delingen en del
nemmere. Min stedmoders arvinger fjernede så, hver en
stump (+ det løse) af særejet. Når man kender listen var det en pudsig
oplevelse at se selv det mindste fjernet (med undtagelse af en “Bo Bedre
Seng”). Og, så var der resten tilbage. Det gik også gnidningsløst. Jeg fik de vigtigste
ting, der betyder mest for mig.

Men, selv det tyndeste eller tykkeste sugerør kan jo ikke suge ting tommer.
Så, der var selvfølgelig en smule tilbage. ( i følge opgørelse fra Junkbusters
ca. 30 kbm3……..Herunder en garage, loftrum og kælder). Og, DET skulle jo
ryddes.

Når jeg var sammen med far grinte han mange gange af det, som han vidste ville
opstå, når han gik bort. Jeg troede ham ikke. Men som altid fik han ret.

Nå, men heldigvis findes der firmaer, der så kan hjælpe. Men, min og min
storebrors indsats på rigtig mange timer gennem de sidste 3 måneder er nu
slut

—————————

Men, det er også et tak og farvel. Et farvel til mit
barndomshjem – stedet hvor jeg har boet – og en stor tåre faldt fra mit ansigt
da jeg takkede min far og mor for alle de gode ting, som de har givet mig. I
det stille øjeblik, hvor jeg sagde farvel – så jeg min mor gå bort, da jeg var
9 år gammel, i hjørnestuen, hvor smukt hun lå der i sin fred; til Kathrines
angst og dødskamp i soveværelset, til hun fik fred 4 januar i år – til min
smukke, smukke stærke vidunderlige far, der med et fast tryk i min hånd lod en
tåre trille fra sin øje og forlod denne verden d. 24. maj i år – med et smil.

Og en tak til det barndomshjem, der har givet mig så mange gode oplevelser
– ikke mindst denne sidste jul, hvor jeg kunne fejre det, som
jeg slet ikke vidste, var den sidste jul.

Men, det er også som skrevet farvel. Ikke kun til mit barndomshjem – men
også til en række mennesker, som har været en del af samme hjem. Venner af min far og andre. I skal have en tak for både god spas, alvorlige timer – og en del andre ting.

Og med dette indlæg er fortællingen om min far og alt, hvad der er sket forbi.
Nøglerne er afleveret til mit barndomshjem, nye mennesker vil bo der – og hvis
de er rigtig heldige vil min far drille dem – bare en lille smule. Og fordi han
kan: Forsvandt jeres nøgler? Lukkede vinduet?

Far – jeg har sagt det før. Jeg elsker og savner dig- men opfør dig nu
ordenligt, ikk?

Uanset, hvad man stemmer på, så er den nye regering en realitet. Og, det er jo vel godt nok.

Et af de mange valgløfter, som nu bliver til en realitet er betalingsringen.

Firmaet som jeg arbejder i ligger i Hvidovre. Så, derfor følger jeg meget spændt “forhandlingerne” omkring ringen. En af mine konkurrenter i markedet – Fugmann – havde et temmelig godt indlæg i Børsen forleden dag. her redegører han for de ekstraomkostninger, der følger med betalingsringen og som han i sidste ende må pålægge kunderne med en forringet konkurrencevne til følge.

Så jeg vil tage en lidt anden og måske pessimistisk vinkel på det.

Lad os nu sige, at jeg skal ansætte flere personer, forhåbentlig på grund af den nye regerings tiltag. Følgende antages. Betalingsringen gennemføres rundt enten ring 2 eller 3. Vi tager her ikke omkostningerne, som firmaet pålægges – men alene det som en ansøger forventer at modtage som kompensation for at arbejde hos mig.

Lad os lege, at der er 2 ansøgere tilbage til stillingen.

Den ene bor indenfor betalingsringen – den anden udenfor. Da firmaet her, ligger som nævnt i Hvidovre (udenfor ringen) – vil den ansøger, der bor indenfor ringen, jo alt andet lige tage med i sit ønske om løn og kompensationspakke den omkostning. Min opgave er et eller andet sted at få så gode medarbejdere til den mest fornuftige økonomi. Ergo – vil det som kandidaterne ønsker i kompensationspakke være en del af den interne (dog usynlige) konkurrence mellem disse to. De er lige dygtige etc. Men den m/k, der bor indenfor ringen og derved skal have mere i løn, grundet vedkommendes egne omkostninger til at krydse den magiske grænse – vil hos mig være bagud på points. Sorry – men sådan er det! Hvis kandidaten skal krydse f.eks. 22 gange per måned vl dette give vedkommende en mere omkostning ved at arbejde hos mig på ca. (efter de forløbig oplyste tal) 600.- per måned. Men, da der er tale om beskattede midler vil “ønsket” fra kandidaten ligger på næsten 2.000.- per måned – alene for at dække betalingsringen.

Er det rimeligt?

Man taler om i regeringen at forskellen mellem borgere skal fjernes. I min optik er dette med til at skabe yderligere.

Og nej. Personer som skal arbejde her SKAL have en bil. Ellers kan de ikke besøge deres kunder.

Men i sidste ende – vil det ende hos kunderne.

Havde egentlig glemt dette indlæg som jeg havde skrevet men slettet fra bloggen igen. Men, her er det.

Min far (ja, endnu en historie om ham) havde en forkærlighed for
velsmagende gamle oste. I mit barndomshjem lugtede der altid af en brie som
måske var lidt overmoden, men som far slubrede i sig. Jeg har altid undret mig
lidt over det, indtil det i nat gik op for mig, at han med sit skæve smil flere
gange har fortalt at hans luftesans var væk og smagssans reduceret…….

Jeg tror ikke, der er mange som læser dette eller som kender mig
privat, der er i tvivl om, at far stod mig meget nær. Vores forhold var i hele
mit liv præget af hans arbejde og hans kærlighed til bogtrykkerfaget. I mine
unge år, indtil mor døde i 1979, var han en elegant skygge, der kom i hjemmet
og lavede de tilretninger som han mente var nødvendige. Det være sig i
opdragelse, indretning og meget andet. Men, til trods for hans kvantitative
fravær følte jeg et kvalitativt nærvær. Det prøver jeg at gøre over min min
søn, der er skilsmissebarn. Han skal have rum, men vide hans far er der. Altid.

Der er nogle stykker som har spurgt til, både via mail og i ord, hvor
min “anden” mor, Kathrine, der døde i januar er henne i dette spil.
En har skrevet: “Hvorfor skriver du ikke lige så smukt om Kathrine”
(Tak for at du synes jeg skriver smukt.)

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over det. Indledningsvis skal jeg
sige, at jeg har sørget over Kathrine og være utrolig ked af, at miste
min stedmoder. Men, dette er også meget svært at skrive. Da jeg mistede min
biologiske mor var jeg 9 år gammel. For ung til at vide og for gammel til at
lade være. Min familie valgte at jeg ikke skulle være med til begravelse og det
hele – så jeg var ude af skolen i 3 uger – og herefter tilbage som om intet var
sket. Jeg levede og lever med det. Den sorg jeg havde den gang, er ude af sjæl
og krop.

Da far møder Kathrine, var jeg lykkelig. For jeg manglede en mor. Ville
have en mor – for min mor var jo ikke borte men alene i udskiftning. Kathrine
var fra Sønderjylland og fra en lille by. Hvor jeg regnede med, at der kom en
mor, kom der en uendelig række af forandringer. Fra at være i mit trygge barndomshjem,
skulle jeg pludselig til en lille by i Sønderjylland, hvor en lang ranglet
dreng fra Frederiksberg, var et naturligt mål (fik dog revance som 24 årig…).
Jeg ville jo bare have omsorg og nærvær. Ikke et kassettebånd til indspilning,
eller en 2 krone at køber slik for. Jeg ville have kram og kærlighed.
Forståelse og sympati.Jeg tror i det, at det var her, tingene gik galt. At ikke
få det, som man forventer i den alder, afføder ikke respekt. Manglende respekt
giver gnidninger. Desværre gik disse gnidninger over i 2 konkrete hændelser.
Det ene var den dag, hvor jeg hjemme fra skole kl 13, blev mødt af min far (som
ellers ikke var hjemme før kl 1730) – som fortalte at jeg ikke skulle være til
hinder for hans lykke – hvilket jeg prøvede i min alder af 13 at fortælle, det
var jeg ikke meeeeeen, du ved Kathrine – hvilket resultede i en god gammeldags
røvfuld. Den anden var som 15 årig, hvor jeg blev forelagt 2 valgmuligheder:
Tag til søs eller Herlufsholm. Jeg valgte så søen – så langt væk som muligt…

I mange år bebrejdede jeg min far for både de lempelige tæsk jeg fik
(søgte ly hos min bror og hans daværende kæreste) og at blive “smidt”
til søs. Fluks jeg var 18 afmønstede jeg skibet. Min far var jo hånden bag
dette. Det, som jeg kunne se. Kathrine var jo altid imødekommende og glad. En
episode tilbage i 1990 gjorde jeg ikke så dem i 2 1/2 år. Fravalgte deres
selskab. Sjovt som hukommelsen, kan snyde en. For jeg var helt sikker på, at
det var på grund af far jeg ikke kom og så dem igennem den periode – men det
var faktisk Kathrine. I gennemgang af far’s papirer har jeg fundet et brev jeg
skrev til ham. Og, der står det sort på hvidt. At det var Kathrine og ikke far.
Jeg har nok fortrængt det – men Kathrine var jo arkitekten bag både min røvfuld
og min exit fra hjemmet. Det har jeg vidst i mane år.

Så, svaret til de mennesker, der synes jeg undlader Kathrine. Kære
venner og familie. Kathrine var et dejligt menneske på mange måder og jeg kan
ikke undsige mig, at jeg også savner hende. Men. Hun var også et manipulerende
menneske, som benyttede sig af dette både overfor mig, min storebror og i
særdeleshed min far. Tilbage i starten af 90’erne havde min far et
“uheld” med en anden kvinde. Dette måtte han høre for, og yde
kompensation for, hver dag i alle årene. Og, vi, arvingerne fra far, yder nu
den sidste kompensation.

Kathrine har altid været god ved mig – især gennem mit voksenliv, hvor
hun måske selv fik mere ro omkring sit liv i København. Respekt skal hun have,
værdighed følge med hende – men en søn’s kærlighed har hun forspildt.

Jeg håber dette er svar nok for dem, som har efterlyst “mere”
omkring Kathrine. Min stedmoder”.

Der lugter stadig af gammel brie i lejligheden. Selv her 2 måneder
efter. Jeg glæder mig med et smil over, at dem som flytter ind, vil med maling
til trods, snuse til far’s passion og hans manglende smag og lugtesans. De får
glæde af det i mange år og vil fortælle mange gode historier om det. Man
sletter ikke 37 års ost.

Kære Far.

I dag, lige om lidt, skal din
aske jordfæstes. Jeg håber du har det godt deroppe og laver masser af sjov med
de andre.

Jeg kommer ikke i
dag. Af mange årsager. Du kender dem nok allerede.

Men, vi to har også sagt farvel flere gange – og jeg ved
du sidder med et smil på læben.

Kærlig Hilsen

Din søn, Peter

Det er egenligt lidt mærkeligt. Det med at forstå. Jeg har indset at jeg ikke skal spekulerer over for eksempel universet. Da jeg var barn, elskede jeg at kigge ud af vinduerne og kigge på stjernerne. At forestille mig, jeg svævede ud blandt dem og videre ud. Helt ud til der, hvor man ikke kan komme længere. Så var det den knækkede for mig. For jeg kan ikke forstå, at universet har en ende. Eller endnu værre – at universet er uendeligt. Jeg har læst meget om det – men det hjælper ikke på forståelsen. At universet skulle “bide sig selv i enden” eller at universet har en begrænsning. For, hvad er der så på den anden side? Et tomrum? For det er jo også noget. Eller et nyt univers? Eller et tilbageblik på universets begyndelse? Er det så bare en plade, der starter forfra? I ved. Fra de gode gamle dage, hvor pick’uppen på grammofonen startede forfra på de avancerede slags – og tingene brgyndte forfra. Se, det er derfor jeg som teenager holdt op med at tænke over ting som jeg ikke kan forstå.

Men, intet menneske er perfekt. Så, selv her i mit voksenliv har jeg ikke kunne stoppe med at tænke og filosoferer over ting jeg ikke forstår. (Det med universet stoppede, som jeg skrev som ung – det giver seriøs hovedpine).

Men, jeg kan tænke over mange ting jeg ikke nødvendigvis forstår. Menneskers reaktion på ting, menneskers manglende empati på en given situation, den måde vi som mennesker behandler hinanden på og meget andet. Ting, som jeg ikke nødvendigvis forstår (eller skal!) men som fylder meget i mig.

Jeg ved ikke om jeg tænker for meget. Analyserer og kategoriserer i overdreven grad. Måske.

Jeg ved, at jeg har undret mig over, at der var ting jeg ikke kunne forstå. En af dem er, at jeg har haft en definitiv tanke om, at min far manglede at sige noget til mig. Jeg har spurgt mange mennesker i hans kreds – om de kunne hjælpe mig med at forstå, hvad det var. For jeg kunne ikke forstå det. Men – i et saligt øjeblik – på motorvejen i kø’en sammen med de andre (som heller ikke forstår kø’ens natur) gik det op for mig (tror jeg) Det som jeg ikke kan forstå mangler er en simpel ting.

At far havde nået at fortælle han elsker mig.

Jeg tror dog, at han på sin egen måde nåede at fortælle det – og DET kan jeg forstå.