Havde egentlig glemt dette indlæg som jeg havde skrevet men slettet fra bloggen igen. Men, her er det.

Min far (ja, endnu en historie om ham) havde en forkærlighed for
velsmagende gamle oste. I mit barndomshjem lugtede der altid af en brie som
måske var lidt overmoden, men som far slubrede i sig. Jeg har altid undret mig
lidt over det, indtil det i nat gik op for mig, at han med sit skæve smil flere
gange har fortalt at hans luftesans var væk og smagssans reduceret…….

Jeg tror ikke, der er mange som læser dette eller som kender mig
privat, der er i tvivl om, at far stod mig meget nær. Vores forhold var i hele
mit liv præget af hans arbejde og hans kærlighed til bogtrykkerfaget. I mine
unge år, indtil mor døde i 1979, var han en elegant skygge, der kom i hjemmet
og lavede de tilretninger som han mente var nødvendige. Det være sig i
opdragelse, indretning og meget andet. Men, til trods for hans kvantitative
fravær følte jeg et kvalitativt nærvær. Det prøver jeg at gøre over min min
søn, der er skilsmissebarn. Han skal have rum, men vide hans far er der. Altid.

Der er nogle stykker som har spurgt til, både via mail og i ord, hvor
min “anden” mor, Kathrine, der døde i januar er henne i dette spil.
En har skrevet: “Hvorfor skriver du ikke lige så smukt om Kathrine”
(Tak for at du synes jeg skriver smukt.)

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over det. Indledningsvis skal jeg
sige, at jeg har sørget over Kathrine og være utrolig ked af, at miste
min stedmoder. Men, dette er også meget svært at skrive. Da jeg mistede min
biologiske mor var jeg 9 år gammel. For ung til at vide og for gammel til at
lade være. Min familie valgte at jeg ikke skulle være med til begravelse og det
hele – så jeg var ude af skolen i 3 uger – og herefter tilbage som om intet var
sket. Jeg levede og lever med det. Den sorg jeg havde den gang, er ude af sjæl
og krop.

Da far møder Kathrine, var jeg lykkelig. For jeg manglede en mor. Ville
have en mor – for min mor var jo ikke borte men alene i udskiftning. Kathrine
var fra Sønderjylland og fra en lille by. Hvor jeg regnede med, at der kom en
mor, kom der en uendelig række af forandringer. Fra at være i mit trygge barndomshjem,
skulle jeg pludselig til en lille by i Sønderjylland, hvor en lang ranglet
dreng fra Frederiksberg, var et naturligt mål (fik dog revance som 24 årig…).
Jeg ville jo bare have omsorg og nærvær. Ikke et kassettebånd til indspilning,
eller en 2 krone at køber slik for. Jeg ville have kram og kærlighed.
Forståelse og sympati.Jeg tror i det, at det var her, tingene gik galt. At ikke
få det, som man forventer i den alder, afføder ikke respekt. Manglende respekt
giver gnidninger. Desværre gik disse gnidninger over i 2 konkrete hændelser.
Det ene var den dag, hvor jeg hjemme fra skole kl 13, blev mødt af min far (som
ellers ikke var hjemme før kl 1730) – som fortalte at jeg ikke skulle være til
hinder for hans lykke – hvilket jeg prøvede i min alder af 13 at fortælle, det
var jeg ikke meeeeeen, du ved Kathrine – hvilket resultede i en god gammeldags
røvfuld. Den anden var som 15 årig, hvor jeg blev forelagt 2 valgmuligheder:
Tag til søs eller Herlufsholm. Jeg valgte så søen – så langt væk som muligt…

I mange år bebrejdede jeg min far for både de lempelige tæsk jeg fik
(søgte ly hos min bror og hans daværende kæreste) og at blive “smidt”
til søs. Fluks jeg var 18 afmønstede jeg skibet. Min far var jo hånden bag
dette. Det, som jeg kunne se. Kathrine var jo altid imødekommende og glad. En
episode tilbage i 1990 gjorde jeg ikke så dem i 2 1/2 år. Fravalgte deres
selskab. Sjovt som hukommelsen, kan snyde en. For jeg var helt sikker på, at
det var på grund af far jeg ikke kom og så dem igennem den periode – men det
var faktisk Kathrine. I gennemgang af far’s papirer har jeg fundet et brev jeg
skrev til ham. Og, der står det sort på hvidt. At det var Kathrine og ikke far.
Jeg har nok fortrængt det – men Kathrine var jo arkitekten bag både min røvfuld
og min exit fra hjemmet. Det har jeg vidst i mane år.

Så, svaret til de mennesker, der synes jeg undlader Kathrine. Kære
venner og familie. Kathrine var et dejligt menneske på mange måder og jeg kan
ikke undsige mig, at jeg også savner hende. Men. Hun var også et manipulerende
menneske, som benyttede sig af dette både overfor mig, min storebror og i
særdeleshed min far. Tilbage i starten af 90’erne havde min far et
“uheld” med en anden kvinde. Dette måtte han høre for, og yde
kompensation for, hver dag i alle årene. Og, vi, arvingerne fra far, yder nu
den sidste kompensation.

Kathrine har altid været god ved mig – især gennem mit voksenliv, hvor
hun måske selv fik mere ro omkring sit liv i København. Respekt skal hun have,
værdighed følge med hende – men en søn’s kærlighed har hun forspildt.

Jeg håber dette er svar nok for dem, som har efterlyst “mere”
omkring Kathrine. Min stedmoder”.

Der lugter stadig af gammel brie i lejligheden. Selv her 2 måneder
efter. Jeg glæder mig med et smil over, at dem som flytter ind, vil med maling
til trods, snuse til far’s passion og hans manglende smag og lugtesans. De får
glæde af det i mange år og vil fortælle mange gode historier om det. Man
sletter ikke 37 års ost.