Det er egenligt lidt mærkeligt. Det med at forstå. Jeg har indset at jeg ikke skal spekulerer over for eksempel universet. Da jeg var barn, elskede jeg at kigge ud af vinduerne og kigge på stjernerne. At forestille mig, jeg svævede ud blandt dem og videre ud. Helt ud til der, hvor man ikke kan komme længere. Så var det den knækkede for mig. For jeg kan ikke forstå, at universet har en ende. Eller endnu værre – at universet er uendeligt. Jeg har læst meget om det – men det hjælper ikke på forståelsen. At universet skulle “bide sig selv i enden” eller at universet har en begrænsning. For, hvad er der så på den anden side? Et tomrum? For det er jo også noget. Eller et nyt univers? Eller et tilbageblik på universets begyndelse? Er det så bare en plade, der starter forfra? I ved. Fra de gode gamle dage, hvor pick’uppen på grammofonen startede forfra på de avancerede slags – og tingene brgyndte forfra. Se, det er derfor jeg som teenager holdt op med at tænke over ting som jeg ikke kan forstå.
Men, intet menneske er perfekt. Så, selv her i mit voksenliv har jeg ikke kunne stoppe med at tænke og filosoferer over ting jeg ikke forstår. (Det med universet stoppede, som jeg skrev som ung – det giver seriøs hovedpine).
Men, jeg kan tænke over mange ting jeg ikke nødvendigvis forstår. Menneskers reaktion på ting, menneskers manglende empati på en given situation, den måde vi som mennesker behandler hinanden på og meget andet. Ting, som jeg ikke nødvendigvis forstår (eller skal!) men som fylder meget i mig.
Jeg ved ikke om jeg tænker for meget. Analyserer og kategoriserer i overdreven grad. Måske.
Jeg ved, at jeg har undret mig over, at der var ting jeg ikke kunne forstå. En af dem er, at jeg har haft en definitiv tanke om, at min far manglede at sige noget til mig. Jeg har spurgt mange mennesker i hans kreds – om de kunne hjælpe mig med at forstå, hvad det var. For jeg kunne ikke forstå det. Men – i et saligt øjeblik – på motorvejen i kø’en sammen med de andre (som heller ikke forstår kø’ens natur) gik det op for mig (tror jeg) Det som jeg ikke kan forstå mangler er en simpel ting.
At far havde nået at fortælle han elsker mig.
Jeg tror dog, at han på sin egen måde nåede at fortælle det – og DET kan jeg forstå.
