Jeg har prøvet det meste her i livet. Jeg har været jorden rundt, jeg har mødt smukke mennesker, grimme mennesker (selv om de selvfølgelig ikke findes!), charmerende mennesker, dejlige mennesker, dygtige mennesker, inkompetente mennesker, mennesker jeg elskede og elsker, mennesker jeg har hadet og hader. Alt i alt har jeg oplevet rigtig mange ting. Der er ikke meget, som jeg kan sige, jeg mangler. Men som menneske stræber man altid efter mere. Det gør jeg også. Der er oplevelser,steder, situationer og meget andet jeg har tilgode.

Ligesom min far. Ikke bare far, men MIN far.

MIN far. Verdens stærkeste mand. Ham som jeg tænkte på, når Martin som gik 2 klasser over mig, slog fortænderne ud på en i parallelklassen; tilbage da jeg gik i 1’st klasse, hvordan jeg i tankerne så, hvordan Martin fik så lempelige bank af min far; Martins far kom og fik af samme skuffe. Den stærke mand, der på trykkeriet kunne løfte SÅ meget papir, at jeg ikke troede det muligt. Manden som havde venner, der lød navne som, Svens-FUT, Tissemanden, ChampignionPeter, Skomageren, Pib og mange andre. Manden som med stolthed holdt søndagsandagt (ikke religiøst) om søndagen på trykkeriet sammen med os unger og de andre fra gaden – som holdt mange sociale sammenkomster og basalt var en levemand. Manden som sendte mig til søs, manden som var konsekvent, streng men retfærdig.

MIN far. Levede livet. Arbejdede som en hest i mange år men dog med et smil. Nåede at rejse verden rundt. Komme en tur med Concorden. Være på Ruslands floder, til Sydafrika’s horn. Fra Brasilien over Hawaii til Israel. Og ville mere…..

Uanset, hvor far kom frem, var han vellidt. I forbindelse med hans – i mine øjne – alt for tidlige bortgang, har jeg talt med mange mennesker, der bare elskede ham. Ligesom jeg gjorde og gør.

De sidste 6 år havde vi en god tradition. Et par gange om ugen – nogen gange kun 1, smuttede vi i skjul fra koner, elskerinder og kærester på værtshus. Kun far og mig. Ikke altid havde vi noget at sige til hinanden – så blev det kun til “Bingo” – “Skal vi sige noget pænt til hinanden (skål) – “Godt så” – men andre gange talte vi længe om livet og det som er efter livet. Vi har eller havde samme “fejl” Vi ser ting, der ikke nødvendigvis er. Gudskelov har min søn arvet samme evne. Det fik vi mange gode snakke om – at livet måske ikke nødvendigvis slutter med en salme og lidt gråd. Vi kunne med et smil tale om, da mor var gået bort i januar, at det er da normalt at blive vækket med et skub på armen til trods for, man er alene. På samme måde vågner jeg nu, hver nat omkring ved 4 tiden. Far skulle jo tisse der.

Jeg er afklaret med døden. Er ikke bange, er ikke utryg. Det eneste som skiller døden og mig er livet. Far havde det på samme måde. Til trods for hans 84 år, mente han der var flere rejser, flere ture på vores stamværtshus, flere mennesker at mødes med. Hans sidste ønsker efter mor var død i januar, var en tur i Tivoli og et krydstogt. Mens han var indlagt var jeg, Tanja, søster og svoger i Tivoli. Han spurgte:” Hvorfor tog i ikke mig med?” Far. Hvis jeg vidste den dag, hvad jeg ved i dag, havde jeg slæbt dig med hele vejen, til din skosnuder var slidt.

Jeg kunne nok skrive mange hundrede sider om far. Om, min kærlighed til ham og meget andet. Hans og mine oplevelser og lige så mange om dem som han har fortalt mig og andre.

Men, min far er ikke mere til. For 15 dage siden udåndede han mens jeg holdt ham i hånden og jeg fortalte, at jeg elskede ham og jeg havde styr på alle hans “ting”. Der var han tryg og kunne forlade hans børn, børnebørn og alle dem som han både elskede, foragtede, syntes om og m.m.

Døden er tilgivelsens stund. Jeg havde talt meget med far om det dagen før – og han sagde: “Lige nu gør det nok ikke så meget…”

Far var en klog mand.!

Nu skal jeg til at vænne mig til et nyt liv. Jeg er officielt forældreløs, ingen bedsteforfældre til ungerne, ingen unødvendig forkælelse, ingen skældud, mit barndomshjem skal splittes og nye flytte ind. Men i dag, opdagede jeg det værste ved det hele (ihvertfald for nu): Jeg ringede til min far’s mobil for at høre om vi skulle smutte ud på vores stamsted og få en øl. Far tog den ikke…..

Savnet vil ingen ende tage.

Far, jeg savner dig så inderligt. Men jeg ved også du er “derude” – passer på mig (og de andre) – og en dag, ja – så tager vi et glas hver, ser på hinanden og siger: “Skal vi sige noget pænt til hinanden” – og det vil vi gøre!