Det er jo ikke nogen hemmelighed, at min søn er et skilsmissebarn. Ud over de almindelige ting omkring forskelle på opdragelse, meninger, præning etc, er jeg nået til den selverkendelse, at jeg har et problem.
Min eks-kone har fndet en ny kæreste (Gud Ske Tak og Lov) som er, tilsyneladende, er en rigtig god gut. (Skal jeg sige, da man jo aldrig ved, hvilken psykopat, der potentielt gemmer sig i mennesker). Nå, men heldigvis er han rigtig god for min søn og knægten er rigtig glad for ham. Det er jeg oprigtigt meget glad for! Det ER vigtigt for mig, at de mennesker som min knægt omgiver sig med, er nogen som holder af ham – og omvendt.
MEN. Når Felix fortæller at den “nye Peter” kan bære et hus, ryger jeg direkte tilbage til 1.st klasse i sandkassen og fortæller ham at: “far kan bære en hel by”. Når, det fortælles at den nye Peter har en racerbil, stormer man selvfølgelig som far ud – og anskaffer sig en, der er større. Og, så fremdeles.
Latterligt? Ja. Men, det beviser bare i min optik, at vi mænd fortsat ikke har rykket os væsenligt fra den gang vi tilbage i Stenalderen, rendt rundt – og sammenlignede køller (gør vi stadig – nu bare på herretoilettet).
Men, alt det er lige meget, når min søn står stolt og fortæller, hvordan han knapper sin pyjamasskjorte selv (nogenlunde lige).
Indtil næste gang, jeg hører om den nye Peter’s evner eller anskaffelser. Så ved jeg, at jeg på samme barnlige vis, vil spæne direkte ned i sandkassen og lege med.
Glædelig Påske til alle.
