Aldrig har mine tæer været så krummet, aldrig har jeg bogstavligt talt grint, så tårene trillede. På TV3 Puls, sender man et program, der handler om folk, der mener de er for lækre til kærligheden og derfor kan stille store krav til en potentiel kæreste.
Jeg vil springe den unge (iøvrigt kønne) “Dame” over, det samme vil jeg gøre med den homoseksuelle unge mand – måske lige smide en enkelt kommentar på “manden” som havde vundet en modelkonkurrence (respekt for det) men som mente at en (1) sang på et diskotek på Bornholm, gjorde ham til stjerne (iøvrigt i selskab med Hr. Sidney Lee og Hr Carlos – og ellers så gå direkte til min tidligere partifælle, som brugte god tid på, at prøve at finde en ny skjorte til hans kaffedate. Her sidder en ganske nydelig ung mand sammen med en smuk, smuk pige med dådyrsøjne og fugtige læber, der nærmest spiser ham med øjnene (hvorfor?) – og drengens problem er så, at hun arbejder hos “3”, ikke har lavet en karriereplan og ikke fatter politik……
Havde jeg i min vilde ungdom haft samme kriterier (eller bare nogen), ville jeg formentlig være jomfru endnu og havde misset en masse fantastiske oplevelser og mennesker.
Hvor er det at det går galt for deres forældre?For jeg håber da, at mennesket ikke fødes som et sådant “uhyre”. Har de rost dem for meget? Stillet for mange krav eller hvad fanden sker der? Jeg bliver jo helt bange for, at min uendelige kærlighed til min søn og alle mine roser vil skabe et lignende uhyre, som i en alder af 22 mener, at man skal finde det perfekte match? At “pakken” skal være 100% før man tager skridtet. (dobbeltbetydning). Hvor er det at tage en chance henne? Det KAN jo være at kvinden rent faktisk har en mening, andre kompenserende evner etc (eller kan udvikle den/dem) – men at sætte mange kriterier op er da ensbetydende med et liv som single. Er det så ikke smartere at melde: “Jeg vil være gammeljomfru?”
Men tak for et godt grin og at jeg nu kan passe mine gamle sko i str. 44.
